Farmor kom kl. 10.00 for at rette lidt op på en katastrofal klipning af Philip, der var resulteret i en pagelignende (læs: grydefritz) frisure begået af HeadRush. Det lykkedes at komme ud af døren kl. 14.00, hvilket gav os god tid til at komme til lufthavnen, hvorfra SAS maskinen skulle lette mod Frankfurt kl. 17:40.

Vi kom heldigvis hurtigt til skranken - MEN der fik vi vores livs til dato største chok. Det viste sig, at Almas pas udløber 17 maj 2007, hvilket var nok til, at Check-in systemet gav rødt signal når man skal rejse så langt som vi skal. Efter at skrankepaven havde ringet til dokument-håndteringsafdelingen og fået besked om at Singapore Immigrations ikke plejer at være skrappe med dette - checkede hun vores bagage ind til Singapore. “Jeg kan altså ikke garantere, at I når længere end til Singapore på det pas” - dette var skrankepavens os ind sidste ord inden vi gik mod afgangshallen. Vi havde det begge ikke helt godt med at skulle rejse så langt og så blive sendt hjem pga. dette. Nu havde vi tre muligheder : 1) vi kunne tage turen til Singapore med risiko for at blive sendt hjem igen 2) vi kunne tage ind en taxa ud til Borgerservice i Amager Centeret (anbefalet af skrankepaven), få fornyet Almas pas og håbe på at nå tilbage til lufthavnen til at kunne nå vores fly. Eller 3) vi kunne spørge Singapore Airlines om råd. Heldigvis var det den sidste mulighed vi valgte. Den rare mand fra Singapore Airlines sagde, at Almas pas ikke var noget problem i Singapore eller Australien, men at det kunne blive et problem i New Zealand, og han anbefalede os at få forlænget passet på den danske ambassade, når vi er i Melbourne….just in case. Det vil vi så gøre.

Puha….alle kunne ånde lettet op.

Turen til Frankfurt gik med SAS maskinen og dertilhørende Skandinavisk service (eller mangel på samme) på monkey class. Toppen var at vi fløj igennem Tysklands værste storm på vej derned og turen der var berammet til 1 time og 20 minutter tog ca. dobbelt så lang tid + den vippede og gyngede som om vi havde taget færgen til Harwick. Resulterede da også i at vi måtte skifte tøj på Putte og Mama fik også begrænset fornøjelse af den French Dog vi havde købt i dyre domme i Kastrup.

Nede på jorden i Frankfurt lufthavn - hvor vi måtte lige sunde os i ca. 20 minutter før vi var kommet til hægterne igen. Ikke ligefrem 11 timers flyvetur vi havde mest lyst til, men for at styrke os og ungerne måtte vi forbi McD. Philip og Alma kom overraskende hurtigt til hægterne og var efter et par burgere klar til at kaste sig i kamp om rutschebanen med 3 uvorne Gascoigne unger.

Endelig fik vi lidt medvind, da vi fik sat os i Singapore Airlines med kursen mod Singapore. Vi fik tildelt 6 sæder! Philip og Alma kunne dermed ligge udstrakt og sov da også hele vejen - eneste lille smutter var at Bente R fra Singapore Airlines ikke havde fået bestilt Kids Menu til Flippen.

17:30 lokal tid satte maskinen landings-hjullene på Singapore Changi lufthavns varme asfalt. Vi kom til alt hel smertefrit igennem immigrationsmyndighedernes nåleøje. Dog ikke uden en smule sved på panden, da Almas pas og immigrationspapirer blev studeret. Kufferter og klapvogn var allerede kommet på båndet - her har Kastrup stadig en del af leve op til. Vi fandt hurtigt en taxi, der chargede os ca. 25 SG$ svarende til en rund 100 kron-seddel. Hotel-nøglen blev leveret med et smil - specielt efter Mastercardet var strøget igennem dertil egnede maskineri - nu sad vi for alvor i Orchard Parade Hotels klamme klør - på bedste vis illustreret ved check-in Inderens lange negle. Hurtigt fik vi taget et bad og løb ud i aftenvarmen for at studere Orchard Road og dertilhørende shopping centre nærmere. Virkeligt imponerende antal stormagasiner, cafeer mm. Vi endte med vente 35 min uden for BigO - andre strøg igennem køen, da de fleste ikke skulle okupere 4 pladser (heraf 1 barnestol). BigO vidste sig at være et fornuftigt valg. Super lækker fiskemad og dertilhørende overkommelig børnemenu.

Vi begav os dernæst ud på en telefon-kort ekspedition - for at kunne gratulere morfar med de 60 år. Det lykkedes at finde et kort , men vi kom aldrig igennem til trods for ihærdige forsøg på såvel mobil som fastnet.

Efter en urolig jetlags nat - specielt Alma var hårdt ramt og derfor blev Mia også påvirket - vågnede vi først kl. 9.30. Tempoet var grundet den hårde nat ikke det højeste, hvorfor vi præsterede at komme for sent til morgenbordet kl. 10:30. Coffee Bean & Tea Leaf blev vores morgenmad inden vi gik den halve by rundt for at undgå diverse fristelser. Vi slap relativt billigt, med visse fornødenheder som f.eks. En strøm adaptor til Singapore og Australien. Frokosten blev indtaget på Din Tai Fung - super lækkert Thai køkken og tilmed til fornuftige penge. Dernæst kom monsunen. Vi blev fanget da Mia fik fat i Morfar samtidig med at jeg måtte storme ind på toilettet med Alma i nærliggende Storcenter (vidste at toilettet lå lige over for BigO). Monsunen var ikke blot en lille byge - virkeligt noget som kan måle sig med Oaxaca (Mexicos) sommer regn!! Det resulterede i et pitstop på Coffee Bean & Tea leaf - hvilket ungerne ikke havde noget imod. Philip havde fået en lille gummi-drage i Toys R Us, som han fik leget med i den time vi sad og ventede på at regnen skulle stilne af. Eftersom regnen ikke stilnede af måtte vi en hurtig tur ind i centeret for at finde en paraply. Vi fik hjulpet en lille pige, der var bortkommet fra sine forældre, hen til Informationen, og jeg tror Philip og Alma for alvor fik forståelsen for, hvorfor vi beder dem holde os i hånden konstant og hele tiden.

Efter et pitstop på hotel-værelset, hvor vi ventede på at regnen holdt op - besluttede vi at tage af sted til Night Safari (Singapore ZOO). Taxi derud hvor det stadig regnede en del, dog ved mirakuløs vis holdt det op da vi nåede frem. Safari-turen tog ca. 45 minutter og var særdeles spændende - godt koncept selv med små børn. Dernæst hjem i seng på hotellet, hvor Alma og Philip faldt i søvn i taxien.